Beskrivelse
Bogen er afsluttet i 1963, og Stalins datter har åbenbart ikke da overvejet at forlade Sovjetunionen. Karakteristisk for hendes erindringer er en utrolig sjælelig balance, når man tager i betragtning, at hun har oplevet hele geledder af sin barndoms mennesker forsvinde for stedse eller i mange år. Hun levede i de sidste mange år på temmelig stor afstand af sin far, hvis karakter hun dog er i stand til at give et indtryk af. Han har været næsten helt ude af stand til at nære skepsis over for beklikkere, af hvilke ifølge Svetlana ingen har kunnet måle sig med Berija. Var den onde sæd engang sået, gik slægtninge og tidligere kampfæller uvægerlig deres undergang i møde. Hun skildrer sin far som fange af et system af ondskab, et system, som han ikke kunne bryde ud af, og som gjorde ham år for år ensommere. Det er en væsentlig erindringsbog. Svetlana fortæller med stærk vægt på det positive, i et blomstrende, følelsesfuldt sprog og det lykkes hende ved at samle de mange små træk at gøre sit usædvanlige barndomsmiljø levende
