Beskrivelse
Den usikkerhed, Sarvig udsætter hovedpersonen i kriminalromanen Havet under mit vindue for, kan minde om den proces, Kafka udsætter Josef K. for i Processen. Hovedpersonen er en ung kvinde, der vågner alene op i et fremmed værelse på en fremmed ø uden at kunne huske, hvem hun er. Intet kan hun tage for givet, og hun tør ikke for nogen afsløre, at hun intet kan huske. Blandt folk, der tilsyneladende kender hende, men hvem hun ikke kender og ikke stoler på, må hun stykke sin fortid sammen af tilfældige bemærkninger. Hvem er hendes elskede, hvorfor er hun på øen, og hvem er hun selv? Disse spørgsmål forsøger hun at besvare, men man holder noget skjult for hende. En mand findes død, og hun synes på mærkværdig vis at være hovedperson i de begivenheder, der udspiller sig på øen.