Beskrivelse
Her er bogen til den eftertænksomme og intellektuelle læser, der vil have en bog, der vækker eftertanke og sætter fokus på moralske og etiske problemer. Madeleine Albright er tidligere udenrigsminister i USA og kommer fra en tjekkisk baggrund. Hun har skrevet sin families historie og væver den sammen med Europas historie op til, under og efter 2. verdenskrig. På den brun-gulnede forside titter en lille stump med æblekinder og i dobbeltradet uldjakke ud på læseren, mens der nedenunder marcherer en ubrudt række af tyske soldater med stålblik og hjælme. Det opsummerer perfekt dobbeltsiden i bogen, der på fornemste vis blander Albrights familiehistorie med 2. verdenskrigs politiske og militære begivenheder. Albright er en glimrende og vidende fortæller.