Beskrivelse
I 2002 stod Jon Nørgaard øverst på skamlen som Danmarks største stjerne. Han havde vundet Popstars, og der fandtes ikke den dør, som ikke stod åben, eller den røde løber, som ikke var rullet ud. 5 år senere er mange døre lukkede, løberne rullet sammen og kun de allermest perfide overskrifter i sladderbladene står tilbage i folks erindring. Hvad skete der? Det har Kasper Torsting (‘Rocket Brothers’) lavet en rystende film om. ’Solo’ følger Jon tæt igennem et hæsblæsende år med op- og nedture. Vi får et ufiltreret indblik i en verden, som vi kun hører rygter om – men aldrig ser, og vi kommer rigtig tæt på den Jon, som mange elsker at hade, men som ingen rigtig kender. Filmen tager os med ind bag facaden og viser et grumt billede af en ung mands ensomme verden, hvor alle odds er imod ham, og musikken er den eneste udvej. Vi får historien bag overskrifterne, og forstår måske for første gang, hvorfor nogle kan gå til grunde i den verden. En verden, så baseret på profit og firkantet tankegang, at mennesket er noget, man kan sætte ind i en formel… ’SOLO’ ER EN PROVOKERENDE OG BEVÆGENDE FILM OM ET AF DANMARKS MEST KONTROVERSIELLE MENNESKER. DET ER HISTORIEN OM HANS KAMP FOR AT GENVINDE RESPEKTEN OG MENINGEN MED LIVET. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut, TV2 og SandrewMetronome.