Beskrivelse
Opskrifter på frokost- eller forretter finder man i emnekogebøger, i all round kogebøger og i mange specialkogebøger, men sjældent en så stor samling af enkle retter som her. Det produktive koge- og idébogstriumvirat bag samlingen har som erklæret mål, at hjælpe brugeren “til at forvandle middagspausen til en oplevelse”. Det kan nås, hvis man lader sig inspirere af de godt 100 opskrifter på frokostretter, spændende fra godt dansk smørrebrød, over sandwiches, landgangsbrød, toast og burgere til salater, pastaretter, supper, tærter og mere eksotiske retter som tortillaer, forårsruller og falafel. Alt hjemmelavet, lige fra pastaen til de forskellige gode brød, tærterne og forårsrullerne. Opskrifter til en frokost med familien og vennerne mangler heller ikke, her er både frikadeller, brændende kærlighed, sol over Gudhjem, pizza, tærte og postej, oste med pift, desserter og sjove drikke. Enkle og klare opskrifter, som næsten ikke kan mislykkes, på traditionel, såvel som mere moderne mad, lavet af råvarer, som alle kan finde og overkomme økonomisk