Beskrivelse
Hvem er Gud? Hvad er det for en Gud, der er “hovedpersonen” i “Det gamle Testamente”? Jack Miles forsøger med denne “biografi” at forklare det for os. Han vil læse “Det gamle Testamente” som en sammenhængende, fortløbende historie, og han vil fortolke Gud som en litterær person, der fra start til slutning gennemgår en udvikling, der kan analyseres. Miles opstiller “Det gamle Testamente”, som jøderne har gjort det, med profeterne før de poetiske og historiske skrifter, (modsat den kristne tradition, der har profeterne og profetierne umiddelbart før “Nye Testamente”). Miles opfatter “Det gamle Testamente” som ét samlet skrift, der skal forstås som én historie om én guddom, der i forløbet har forskellige karaktertræk. Gud udvikler sig fra at være skaberen og ødelæggeren, over at være lovgiveren og beskytteren til at være en tavs olding, der ikke længere synes at have interesse for sin skabning. Det er en spændende (ny)fortolkning af gudsbegrebet, som Miles har fået Pulitzerprisen for. Meningerne om bogen vil være delte. Nogle vil finde den blasfemisk. Andre vil nok mene, at det er uvidenskabeligt, at lade som om “Det gamle Testamente” ikke er en samling meget forskellige dokumenter, der er redigeret sammen over et langt tidsrum. Men bogen giver en god populær introduktion til de forskellige gudstyper vi møder i “Det gamle Testamente”.