Beskrivelse
Denne krimi starter med mordet på den velhavende hotel- og restaurationsejer Kjell B.Ceder. Hans meget yngre hustru Sanna Kaegler-Ceders går nærmest i sort, og hun har svært ved at oplyse noget, som kan hjælpe Irene og hendes kolleger. Bedre bliver det ikke, da to af Sannas tidligere kompagnoner og venner nogle dage senere findes likvideret. Og endelig finder man liget af endnu en af kompagnonerne, som har været forsvundet i tre-fire år. Sannas ægteskab med den meget ældre mand har været noget besynderligt, bl.a. viser det sig, at de ikke boede sammen, og at manden umuligt kan være far til hendes barn. Sanna er åbenbart fællesnævner – venter morderen blot på at likvidere hende også? Sanna er rædselsslagen for at blive det næste offer, og hun bliver sat under skarp bevogtning. Irene og hendes kolleger står på bar bund. Dog viser det sig, at Sanna og de myrdede har arbejdet sammen om et dot com-firma, som er gået konkurs, men først efter at de havde trukket millioner ud af det. To af de myrdede boede sammen i Paris, og Irene rejser dertil kun for at blive endnu mere forvirret.