Beskrivelse
Dronningeofret er det afsluttende bind i Hanne-Vibeke Holsts trilogi om kvinder og magt i Danmark efter årtusindeskiftet. Det er en meget lang roman, som vil det hele og når det meste; en underholdende, velskrevet og hæsblæsende spændende roman om den pris, som magtens kvinder må betale i dansk politik. Romanen har mange spor, et stort og broget persongalleri, et kvikt og moderne sprog, og den er effektfuldt komponeret med hastige krydsklip. Efter en lang og omstændelig indledning, bliver man ganske opslugt af den socialdemokratiske partiformand Elizabeth Meyer og hendes kronprinsesse Charlotte Damgaards politiske og private skæbne med valgkamp, snigende demens og racistiske terrortrusler. Et must for læsere af danske samtidsromaner.