Beskrivelse
Endnu en samling af børns guldkorn, samlet af norske Unni Lindeli. Temaet i denne samling er samfundet. For at give den et dansk islæt blev Grethe Dirckinck-Holmfeld sat til at finde danske guldkorn, som kunne indgå i samlingen. Det er politikere, folketing, regering, kongehuset, landet, kommunerne, m.m., kort sagt mange aspekter af samfundet, der må stå for skud denne gang. 6-10-årige danske og norske børn har givet deres definitioner på de nævnte samfundselementer. Et par eksempler på guldkorn: ‘Politikere giver sig aldrig. De tager med den ene hånd og lover med den anden’ . ‘I Folketinget findes der nogle partier, der hedder Højre, Venstre og Uffe Ellemann’. Fra ‘ordlisten’: ‘Pensionist: 1) En dame, der taler i telefon hele dagen. 2) En der skal øve sig i at springe, kravle og løbe.’ ‘Politikerlede: 1) Når en dame, der er gift med en politiker,vil skilles. 2) Når nogen må bæres til valglokalet, selv om de ikke vil.’ Bogen har ingen undervisningsrelevans, men tjener udelukkende til at underholde og fornøje læserne, såvel børn (fra 4.-5.kl.) som voksne, som søger motion i smilebånd og lattermuskler.