Beskrivelse
Så har Lademann atter barslet med en pragtudgave. Denne gang en oversigt over gamle kirker og klostre. Den består af tre hovedafsnit. Først en kirkehistorisk indledning af museumsinspektør E. Kjersgaard – levende og interessant skrevet. Dernæst hoveddelen: kirker og klostre ordnet efter landsdele. Egentlig behandlet i teksten findes kun et mindre udvalg. For at bøde herpå har man foran hver landsdel afbildet en række andre kirker med kort tekst under. Hovedteksten er skrevet af Benzon, der her dyrker sit speciale og koncentrerer sig om sagn og spøgerier tilknyttet de enkelte kirker og klostre. Her gengives mangen grum og saftig anekdote om præsters manen af genfærd eller munkes ukristelige levned. Foruden dette mere letbenede stof er der til hver artikel et indrammet felt med kirkens bygningshistorie og arkitektoniske detailler. Sidst i bogen en kirkehistorisk leksikondel, ganske omfattende og grundig. Her kan man hente en del oplysninger f. eks. fra den katolske symbolverden og naturligvis om kirkearkitektur og -inventar. Alle tre dele er fyldt med ualmindeligt smukke farvefotografier.