Beskrivelse
Historiens hovedfigur er Innocent Smith, der flagrer rundt i en verden, som den tog sig ud set fra århundredskiftets middelklasse-England. Han vender op og ned på sig selv for at vende op og ned på verden, han søger ved en kæde af paradokser at være katalysator, at lære folk at se med nye øjne på deres tilværelses muligheder. Selve handlingens rammer et småborgerligt pensionat i en London-forstad, hvor beboerne bringes på revolutionens rand af denne sære eksistens, der med ét hvirvler ind i deres liv. Ved en mærkværdig “rets”proces ført i pensionatets autonome univers oprulles Innocent Smith’s skæbne ved hjælp af diverse bevisudsagn fra hele verden, som Smith har gennemsøgt for at lære at finde beviset på at være i live. Det hele er fortalt finurligt, paradoksalt, dybt symbolsk og lige ud ad landevejen. Den skal man læse, hvis man trænger til at få vendt rundt på livsfilosofierne et par gange, samtidig med at man underholdes.