Beskrivelse
2 bind. Med Adam Homo løftede Paludan-Müller versfortællingen til en egentlig versroman, hvis mange lag og fortolkningsbevægelser danner en af de første store sammenbrudsromaner på dansk grund. Romanen følger Adam Homos liv fra vugge til grav – og hinsides til en domsscene, der på en gang ligner og ikke ligner eksaminationsscenerne fra Heibergs „En Sjæl efter Døden“. Adam Homo, hvis navn dobbelt signalerer hans almenmenneskelighed – de to navne betyder menneske på hhv. hebraisk og latin – har alle muligheder for at blive et sandt, sammenhængende menneske. Han er begavet, charmerende, flot, tænksom og på en måde åndfuld, og skønt han i sin ungdom begår adskillige store og selviske fejlgreb, der koster andre mennesker deres lykke, møder han en enestående kvinde, Alma, der elsker ham, og som han selv elsker. Men hans karakter er svag, og da han skal rejse fra København til Jylland for at begrave sin elskede mor, forlokkes han af en gammel flamme, Clara, til at svigte både moderens begravelse og den elskede Alma i København. Clara er imidlertid gift, og netop i det øjeblik – efter flere måneder – hvor det er ved at komme til en erklæring imellem dem, overraskes de af hendes mand, og Adam må rejse derfra med uforrettet sag. Det får ham imidlertid ikke på bedre tanker, og da han i sin hjemegn møder den handlekraftige, let mandige og ret tilgængelige baronesse Mille, forelsker han sig beslutsomt i hende. Skønt han som Charles i Dandserinden bliver bragt fra koncepterne ved at erindres om den sande elskede (Alma) på sin bryllupsdag (her ved et gammelt brev, som pludselig dukker op igen), gennemfører han brylluppet. Paludan-Müller beskriver derefter sin hovedpersons opadstigen mod samfundets top og sideløbende hermed hans menneskelige tomhed og forfængelighed. Det hele samles i digtets tiende sang, hvori Adams opstigning i samfundet og menneskelige fald mødes i, at han uden nævneværdige kvalifikationer udnævnes til direktør for Det Kongelige Teater og på grund af sine sociale forpligtelser pådrager sig den sygdom, som – med god hjælp af en læges ubegribelige inkompetence – tager livet af ham kort efter. På dødslejet forenes han endelig igen med Alma, der er vågekone på hospitalet, og i hans sidste stund fører de en samtale, hvori de for et kort øjeblik genvinder hinanden.
