Beskrivelse
Bog om en digter, der gennem et kvart århundrede satte sit afgørende præg på den danske litteratur. I en iøvrigt rosende anmeldelse af Jørn Vosmars studie over Branners forfatterskab fra 1959 efterlyste Emil Frederiksen “en forståelse og beskrivelse af, i hvilken grad H. C. Branner er en kunstner, ikke blot i sin behandling af sproget, men i sin komposition”. Nu har han selv afhjulpet denne “mangel” i en meget personlig og indfølende, men ingenlunde ukritisk bog om digteren. Han går kronologisk frem, påviser gennem kyndige analyser den udviklingsgang, der er så karakteristisk ved at være almen digterisk i kraft af det splittede og tidstypiske i den. Emil Frederiksen har yderligere den fordel at kunne behandle den sidste fase i forfatterskabet, Et spil om kærligheden og døden, som han sætter urimelig højt, og den meget væsentlige novellesamling Ariel.
