Beskrivelse
Fremragende, frodig, fabulerende blanding af historisk roman og himmelsk eventyr mellem netop Himlene og Jorden. På planeten Eudaimineon er Hypateia eneste by, inkarnation og fuldendelse af den alexandriske filosof og videnskabskvinde Hypatias vision om den ideelle by. Herfra kommer to rejsende til vor jordiske Jord, de leder efter den enes hustru, der er kommet herned på Jorden, hvortil de himmelske beboere, som forsynder sig mod reglerne om aldrig at kede sig, eller længes efter noget man ikke ved hvad er, til tider forsvinder. Sideløbende med denne ret fantastiske, skæve humoristiske handling i et nutidigt København øser EKR gavmildt af interessant historisk viden om byen Alexandrias opgang og fald, ikke mindst de mange skiftende religiøse strømninger. På den måde bliver det også en roman om at søge det fuldkomne og Gud. EKR er i topform med denne nye roman, velskrivende, fantasifuld og underholdende. En mammutroman og lækkerbisken for den læser, der kan lide en virkelig god fortælling undfanget af suveræn fortællerglæde og født af historisk kompetence.