Beskrivelse
Dette er nummer tre i rækken i forlagets serie af udpluk af kendte personers barndomserindringer. Der er 27 bidrag i alt, og det giver plads til små 10 sider til hver forfatter. Som noget nyt har redaktøren denne gang begivet sig til vore nabolande for at supplere de overvejende danske erindringer med klassiske barndomsskildringer af bl.a. Selma Lagerlöf og Ingmar Bergman. I tid spænder erindringerne fra 1700-tallet til i dag, men med hovedparten fra det 20. århundrede. De tidligste er af Charlotta Dorothea Biehl og Sophie Thalbitzer. Fra den anden ende af tidsspektret har redaktøren bl.a. plukket i de senere års mange politikerbiografier og fundet erindringer fra barndommen af Lilli Gyldenkilde, Marianne Jelved, Poul Schlüter og Erling Olsen. Hvert udsnit er på små ti sider, og de bringes alfabetisk efter forfatternavne. Derfor bliver første afsnit Fatuma Alis rystende skildring af hvordan den 10-årige somaliske pige oplevede den rituelle omskæring. Det er et uddrag fra Hvor kommer du fra? Min vej til Danmark (1994).
Indhold: Fatuma Ali: Somalia. Ingmar Bergman: Laterna Magica. Charlotta Dorothea Biehl: Mit ubetydelige Levnets Løb. Thorkild Bjørnvig: Planter, dyr og drømme. Tove Ditlevsen: Barndom. Maria Giacobbe: Tvivl og vished om kærlighed. Lilli Gyldenkilde: Barndom. Johanne Luise Heiberg: De første barndomsår. Hanne-Vibeke Holst: Den lille pige med fletningerne. Marianne Jelved: Vi legede ikke i stuerne. Johannes Jørgensen: Foraarssagn. Selma Lagerlöf: Paradisfuglen. Lisbet Lundquist: Dovne piger syer med lang tråd. Maria Marcus: Danmark. Jan Myrdal: Barndom. Johannes Møllehave: Dommedag på en torsdag. Birthe Neumann: Mors pige. Elisabeth Gjerluff Nielsen: Oppe hos mormor. Erling Olsen: Barnet. Henrik Pontoppidan: Drengeaar. Poul Schlüter: Sønderjyde og genforeningsbarn. Anne Sophie Seidelin: Vuggen. Lotte Tarp: Det sku’ nødig hedde sig. Sophie Dorothea Thalbitzer: Mine Bekiendelser, Liv Ullmann: Forandringen. Ole Wivel: I morfars hus. Natalie Zahle: Min Barndom.