Beskrivelse
Otteogtredive år efter “Våbenmesteren” og “Dronningens Vagtmester” og fyrre år efter “Gøngehøvdingen” udkom “Viben Peter” i 1894. Det er et alderdomsværk, forfatteren er syvoghalvfjerds, men det mærkes ikke som andet end en fuldendt formbevidsthed. Vi er stadig i den dramatiske begyndelse af femtenhundredtallet. Handlingen er flyttet ned i Ditmarsken, afgrænset mod øst og vest af Holsten og Nordsøen og mod syd og nord af Elben og Ejderen. Befolkningen er overvejende stivnakkede frisiske fribønder med et frygtindgydende ry for blodfejder. Der var altid en eller anden slægt, som skulle smage øksen, fordi den havde snydt i en kvæghandel eller lagt øjne på en af familiens døtre – seksten generationer tilbage. Resten af tiden hoppede de rundt i marsken med deres klyverstokke (til at sætte over åer og kanaler) og så efter deres kvæg. En overgang var de under den danske krone, men tilføjede i 1227 Valdemar Sejr et knusende nederlag i slaget ved Bornhøved og etablerede sig som en selvstændig bonderepublik. En række forsøg på få dem tilbage i folden førte til flere nederlag. I år 1500 gik det helt galt. Man havde slået sig sammen med holstenerne, som også havde et godt øje til den lukrative kvæghandel i Ditmarsken og i flere omgange havde fået lige så mange bitre stryg. Nu troppede man op to hære høj. Ditmarskerne modtog dem med stridsøkser, og da de havde choppet den bedre del af fredsforstyrrerne op, åbnede de for sluserne på de inddæmmede marskområder og druknede resten. Det var nummeret inden folkemord. Den danske hær var slagtet i tusindtal. Den holstenske adel reduceret til en brøkdel. “Viben Peter” begynder treogtyve år senere. Titelfiguren og hovedpersonen er ud af en af Ditmarskernes mægtigste slægter. Igennem tohundrede år har den båret ulven i sit bomærke, udmærket sig i marskkrigene og slået hårdt ned på sine fjender blandt andre familier. Viben er på en side en typisk Etlar-helt, klog, smuk og retsindig, på den anden side ganske atypisk, fordi han ikke har Gøngehøvdingen og Guldbrands hængerøvsgen. Akkurat som det er med hans landsmænd, finder han sig ikke i noget fra nogen, hverken fra høj eller lav. Han er forpligtet på sine egne og sin slægts mål, ikke en samfundsorden, som grundliggende blæser ham et langt stykke, og kan han heller ikke mande sig op til at slå et slag for kærligheden, da han placerer sit hjerte hos en højadelig, så er han i det mindste stærk nok til, at hun opgiver sine privilegier og vælger at dele sit liv med ham på hans vilkår. Hertil kommer, at han er langt mere udførligt dimensioneret, især socialt. Vi kender kun lidt til Gøngehøvdingens mænd, og hans familie forbliver på skitsestadiet. Det samme kan man sige om Guldbrand og Esra. Viben derimod indsættes i en levende ramme af nære relationer. Det forsyner hans handlinger og tanker med en naturlighed, som er nem at forholde sig til, og gør ham til mere end et medie for underholdning og historieformidling med drabelige slagudvekslinger og kække bemærkninger. Samtidig går han fra dreng til mand og føjer en udviklingshistorie til romanen.
