Beskrivelse
Bodil og Heino Døygaards produktion af rejseguider, ikke mindst for cyklister, er omfattende og alsidig. Denne nyeste fører turisten, hvadenten hun så kører i bil, på cykel eller vandrer, ad 22 ruter gennem Danmark. Det bliver naturligvis ikke til dagsudflugter, men til hele ferier, men hver langtur er delt op i passende mindre afsnit, som kan bruges selvstændigt. På turene fortælles bredt om store og små seværdigheder, om sagn og historie, om naturen og byerne. Jylland dækkes, især langs kysterne, af 6 ruter. Fyn og småøerne af ligeså mange, medens Sjælland får 5 ruter og Møn, Lolland/Falster og Bornholm 1 hver. København gennemgås i et særskilt afsnit. Flotte farveillustrationer, register, litteraturfortegnelse.