Beskrivelse
Det har altid været svært at være revolutionær og venstreorienteret, fordi man på samme tid fornægter og bygger på noget bestående. Således må også Bente Hansen i et efterord til den ny 2. udgave af Den marxistiske litteraturkritik slå sig selv på munden og mene, at bogen ikke i tilstrækkelig grad har gjort opmærksom på, at den eksisterende litteratur og den herover skrevne marxistiske kritik er en litteratur, som udtrykker en så lille opinion som 5 %s tanker, herunder såvel dem, der fremsætter tankerne, som dem der annammer dem. Det må jo gælde om, siger Bente Hansen, ved litteraturarbejde altid at huske, at det ikke er nok at læse litteraturen, der må også afstedkommes handlinger, der laver samfundet om. Blandt andet således, at litteraturens verden kommer til at indbefatte større og større dele af befolkningen. Denne forfatterens dialektiske replik til en afhandling, som stammer fra magisterstudiet, forringer på ingen måde den udmærket orienterende oversigt.